• Dommer forlænger anholdelse for 16-årig skoleknivstikker

    Source: BDK Borsnyt / 02 Mar 2024 06:19:37   America/New_York

    Retten i Glostrup har lørdag besluttet at opretholde anholdelsen af en 16-årig dreng i tre døgn. Drengen er sigtet for fredag at have stukket en 13-årig dreng med kniv på en skole i Brøndby Strand. Dommeren ville ikke varetægtsfængsle drengen på det foreliggende grundlag og giver nu politiet mulighed for at efterforske sagen nærmere. Men senest 5. marts klokken 12 skal den sigtede løslades eller på ny stilles for en dommer. Den 16-årige bliver imellem tiden anbragt på en sikret institution. På grund af sin unge alder skal han nemlig ikke sættes i et arresthus. Anklager Kristoffer Bruun Hansen mente, at der skulle ske en varetægtsfængsling af drengen i to uger. På fri fod ville drengen nemlig kunne påvirke efterforskningen, og der ville være risiko for, at han ville begå ny vold. Anklageren lænede sig blandt andet op ad vidneudsagn om, at den 16-årige flere gange havde haft kniv med i skole. Det erkendte han også selv. Men vidneudsagnene var ikke omfattende og detaljerede nok til, at dommeren ville lægge det til grund for en varetægtsfængsling. Derfor skal politiet nu tale med vidnerne igen. Samme argumentation brugte hun i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt den 16-årige på fri fod ville kunne lægge hindringer i vejen for politiets efterforskning. Under lørdagens retsmøde kom det frem, at de to drenge går på samme skole i Brøndby Strand. De går på en afdeling for børn med særlige adfærdsmæssige udfordringer. Anklager Kristoffer Bruun Hansen beskrev indledningsvist ved retsmødet stedet som et miljø, hvor der blandt eleverne ikke var den store lyst til at meddele sig til politiet. Flere elever har til politiet forklaret, at den 16-årige tidligere har haft kniv med i skole. Men efter alt at dømme er der ingen, som har sagt det til skolens personale Den 16-årige var ven med den mindre drengs storebror, og de kendte hinanden godt i forvejen. Det var en episode, i forbindelse med at drengene skulle hente mad i kantinen, som udartede sig og førte til, at den yngste dreng på et område udenfor blev snittet i armen med kniven. Den 16-årige har erkendt, at have ført kniven, men hævder, at det skete, da han holdt den mod offerets arm for at skræmme ham. Da offeret trak armen til sig, blev han skåret. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/samfund/dommer-forlaenger-anholdelse-for-16-aarig-skoleknivstikker
Share on,